En fejring af mangfoldigheden, en networking-begivenhed ad gangen

Som sort kvinde leder Izzy Jacques ikke blot efter inklusion på arbejdspladsen og i sit community– hun skaber den

Velkommen til community Corner, en serie, der fremhæver arbejdet, lidenskaberne og virkningen af vores communityteams rundt om i verden.

Da hun voksede op i Bostons forstæder, var Izzy Jacques og hendes familie de eneste afroamerikanere i deres kvarter, hvor der ellers kun boede hvide mennesker. Hun var også den eneste farvede i grundskolen. Senere på hendes bachelor på Bentley University i Waltham, Massachusetts, var der kun 54 sorte mænd og en håndfuld flere sorte kvinder, mindes Jacques – ud af 4.000 studerende.

"Det var ikke en negativ oplevelse", siger Jacques, 28, der arbejder som business program manager hos WeWork 33 Arch St i Boston. "Men mine oplevelser i college gjorde at jeg fik øjnene op for, at der kunne gøres mere her i Boston, når det gælder mangfoldighed og inklusion".

Jacques’ passion er mangfoldighed og inklusion, så hun besluttede sig for at se hvad hun kunne gøre for at arbejde på problemet. "Third Thursdays" var svaret: en månedlig WeWork-begivenhed med indlæg fra sorte og latinamerikanske virksomhedsejere og influencere.

Ved disse begivenheder kan farvede i communityet få både forretningsmæssig støtte og moralsk støtte. "Vi får tonsvis af spørgsmål til oplægsholderne fra publikum", siger hun. "Og oplægsholderne får også vejledning fra eksperter blandt publikum, som hjælper med at fremme deres egen sag". Shannon Clarke, grundlægger af Queen and Baby, delte fornylig i et oplæg sin vej mod opstarten af sin virksomhed – og endte med at få nye kontakter og øget eksponering til sit brand. "Shannon fik også en masse feedback fra publikum om, hvordan hun kunne tage sit brand skridtet videre", siger Jacques.

For Jacques’ vedkommende siger hun, at hun glæder sig over at se virkelige resultater og dybdegående forbindelser komme ud af disse begivenheder. "I andre virksomheder, hvor jeg har arbejdet, blev mine ideer ikke altid taget op til overvejelse", siger hun. Hos WeWork, siger hun, er det muligt at "have sit almindelige arbejde og føre sin passion ud i livet". Og hendes passion giver anledning til flere inkluderende begivenheder på hendes arbejde. "Vi har oplevet, at flere forskelligartede organisationer afholder workshops og booker begivenheder hos os, herunder LGBTQIA-grupper, virksomheder med kvinder i spidsen og the National Association for Black Engineers, blot for at nævne nogle stykker".

 "Det er vidunderligt at tænke på, at WeWork og jeg kan spille en rolle i at give byen et skub fremad", siger Jacques (til højre).

Jacques er glad for at kunne benytte sig af sine erfaringer fra fortiden og hjælpe farvede personer i Boston op. "Det er vidunderligt at tænke på, at WeWork og jeg kan spille en rolle i at give byen et skub fremad".

Vi talte med Jacques om, hvordan hun endte hos WeWork i det hele taget, hvorfor hun aldrig forlod sin hjemby, og hvem hun beundrer mest.

Ønskeperson at invitere til middag: Jacques ville gerne invitere Michelle Obama og hun bemærker, at hun er "så klog, selvsikker og inspirerende". "Hun er meget i harmoni med sine rødder, og hvor hun kommer fra og hendes rejse videre, og hun er åben omkring, hvordan det har påvirket hende", siger Jacques. "Derudover har Michelle en ulastelig stil – jeg vil have nogle tips".

Yndlingssted på Jorden: Kajen ved the Esplanade i Boston. "Det er et fredfyldt sted", siger Jacques. "Jeg tager derhen for at sidde og tænke, med udsigt over vandet og sejlbådene". Jacques, som siger at det er langt nok ude til at man ikke hører trafikken, anbefaler at tage derud midt på ugen, så man har stedet for sig selv.

Derfor forlod hun aldrig Boston: "Jeg har tænkt på at flytte væk, men lige nu er jeg engageret i noget", siger Jacques. "Jeg kender det her sted ud og ind, og jeg mener, der er et stykke arbejde at gøre i relation til mangfoldighed og inklusion, før jeg bevæger mig videre".

Fritidsaktivitet: "Jeg kan godt lide at vandre på et bjerg, der er tæt på, hvor jeg bor!", siger hun og bemærker, at selvom de færreste måske vil betegne Blue Hills i Boston som bjerge, så gør folk fra Boston det altså.  

Sådan endte hun hos WeWork: Jacques havde arbejdet for en anden virksomhed i fire år, da der åbnede et WeWork-kontor i den samme bygning. "Jeg var på vej op til mit kontor, og så åbnede elevatordøren på WeWorks etage", mindes hun. "Jeg så glade mennesker overalt, baristaer, der var musik – alle så bare så begejstrede ud!" Da elevatoren fortsatte op til hendes egen etage, og døren gled op, så hun sig omkring og bemærkede de intetsigende kontorbåse. "Jeg fortalte alle mine kollegaer, at de skulle prøve at trykke på 6, når de tog elevatoren – at de skulle se, hvad jeg havde set", siger hun. "Inden der var gået et år, arbejdede jeg hos WeWork".

Er du interesseret i kontorplads? Kontakt os.