Forskellen mellem at mødes og skabe kontakt

Man taler meget om at skabe forbindelse mellem mennesker, men hvad betyder det egentlig?

Man kan sige, hvad man vil, om Marie Kondo og oprydningsbevægelsen, men hun har gjort verden opmærksom på en detalje, der kan forandre vores liv: forskellen mellem at rydde op og gøre rent. Visdommen ligger i, at der er mange, som har lært at gøre rent, men de har ikke nødvendigvis lært at rydde op. De har gjort den ene ting for at opnå resultatet af den anden. Kondo har lært os, at rengøring har med hjemmets hygiejne at gøre, mens oprydning går ud på at organisere og kategorisere – man gør det ved hele sit hjem, men det har en indvirkning på hele éns liv.

Det er så nemt at overse begreber, som vi tror, vi forstår, bare fordi vi er mennesker. I den sammenhæng er der to andre begreber, vi må lære at kende forskel på: at mødes og at opnå kontakt.   

Særligt på arbejdspladsen er det vigtigt at kende forskel på disse situationer. Det er to helt forskellige interaktioner. Det kan virke overdrevet at se så kritisk på fejlfortolkningen af disse begreber, men det er en af de vigtigste årsager til, at så mange teambuilding- og netværksbegivenheder ikke har de forventede resultater. Mens arbejdsgiverne forsøger at skabe kontakt mellem deres medarbejdere, skaber de ofte bare rammerne for "at mødes". Når vi forstår forskellen mellem at mødes og at skabe kontakt, kan vi begynde at planlægge events på arbejdspladsen (og formålet med dem) på en anden måde, så de opnår større succes. 

Hvad er det at mødes?

At mødes indebærer ofte, at man introduceres for hinanden fra begyndelsen. Jeg kender det fra de syv år, jeg arbejdede med onlinedating. Når folk mødes, er det mere sandsynligt, at de i højere grad udveksler oplysninger om sig selv end historier. Du har sikkert talt med en, der er single, og vil som regel høre om, hvor udmattende det er at date. En del af problemet har selvfølgelig med selve processen at gøre – det er et logistisk kast med terningerne at finde et match, chatte og aftale en egentlig date. Men hvis du hører nærmere efter, vil du måske finde ud af, at den mest udmattende del af datingprocessen er at skulle udveksle oplysninger igen og igen.

Den simple udveksling af oplysninger giver ikke nogen meningsfyldt viden om personen. Uden meningsfuld viden er det virkelig nemt at afvise en person i f.eks. en datingsituation. En forkert kommentar, en dårlig hårdag eller hvis man ikke er enige om, hvordan regningen skal deles, kan betyde, at det er slut efter første date.

På arbejdet har vi også en tendens til at dømme vores kolleger for hurtigt, fordi vi aldrig lærer dem nærmere at kende. Det bedste eksempel på, hvordan vi bare mødes – men ikke skaber kontakt – på arbejdspladsen, kan være, hvis vi i for høj grad bruger fredagsbaren som social begivenhed. Det skyldes ikke nødvendigvis, at nogle mennesker aldrig kan eller vil skabe kontakt til en fredagsbar. Disse omstændigheder egner sig dog bedre som en kort introduktion til mange mennesker, og mindre godt, hvis man vil etablere kontakt til nogle få – hvilket giver en mere meningsfuld oplevelse for medarbejderne.

Hvad er det at skabe kontakt?

Når man skaber kontakt, får man et indblik i en anden person, som har mere substans. Det giver en fornemmelse af energi og forekommer ofte, når man hører om en persons rejse eller forløb. At skabe kontakt handler om at komme videre end til overskrifterne og høfligheden – uden at du behøver at afsløre alle dine sårbarheder og stærkt personlige oplevelser. At skabe kontakt kan være noget så simpelt som at snakke om et afsnit af Game of Thrones eller fortælle om en lækker burrito, du fik i går.

Tænk på de situationer, hvor en person har fortalt dig en historie, og du satte billeder på, mens personen fortalte. Du begynder at forestille dig personen i en anden kontekst, og du kan derfor danne dig et mere fuldkomment billede af personen. Det betyder ikke, at du behøver at kunne lide personen eller blive en ven – men ved hjælp af denne type interaktion kan du skabe et mere fuldstændigt og retvisende portræt af personen.

Sådan skaber man kontakt på arbejdspladsen

Det er her, arbejdsgiverne gerne vil have en liste over "tips og tricks" til, hvordan man får medarbejderne til at skabe kontakt, så der skabes et mere meningsfuldt arbejdsmiljø. Der er bare ét problem: Du skal ikke tænke i tips og tricks – så tænker du nemlig taktisk (for at løse et umiddelbart problem), og ikke strategisk (hvor du tænker på det overordnede perspektiv). I stedet skal du tænke holistisk på, hvordan du skaber scenarier, hvor folk kan komme udover de grundlæggende oplysninger og overskrifter og finde et rum, hvor der kan skabes en ægte kontakt. 

Lad os f.eks. begynde med en af hjørnestenene i mange sammenkomster på arbejdspladsen: mad. Man kunne nemt tro, at gratis mad i sig selv ville få folk til at finde sammen. Og i teorien gør det – men det vi søger, er noget meningsfuldt og ikke bare noget logistisk. Når vi bestiller mad til et teammøde, overvejer vi, om der er begrænsninger, allergier eller måske specifikke gruppers præferencer at tage hensyn til. Men hvad nu hvis vi tænkte på mad som en måde, hvor vi virkelig kunne lære vores medarbejdere bedre at kende? Hos WeWork har jeg lanceret et simpelt men effektivt koncept, vi kalder "Feast of Favorites", en middag fuld af livretter.

Det virker på denne måde: Før et spisearrangement med teamet sendte jeg en e-mail med et kort og underholdende spørgeskema til de 15 personer i vores team og sørgede for at inkludere fem personer, der var nye i teamet, for at sikre variation i medarbejdernes oplevelse. Jeg spurgte for eksempel: "Hvilken ret leder du først efter på menuen i en bar?" og "Hvilken ret får dig til at smile?", "Hvilken ret ville du aldrig sige nej til?", "Hvilken ret kan du ikke modstå?", "Hvilken ret repræsenterer din kultur eller dit privatliv?" 

Efterfølgende skaffede jeg alle disse retter baseret på besvarelserne, og da vi mødtes, havde alle retterne mærkater, der viste, hvilken ret der hørte til hvilken person fra teamet. Imens kunne vi dele meget mere end mad, der var baseret på begrænsninger. Vi delte noget, der får os til at smile, ønsker, livretter og præferencer – både de fine og de mindre fine. Pludselig var maden ikke bare en ret på en menu; det var en måde at lære hinanden bedre at kende. Vores softwareudvikler fra Pakistan kunne fortælle om bengalsk fiskecurry. Vores designer, da der blev serveret citronsnitter. Vores teamleder kunne synge sin lovsang for sin mac and cheese med trøfler. 

Forskellen mellem at mødes og skabe kontakt

Vi kunne bare have spist sammen. Men i stedet kom vi et niveau dybere i vores viden om vores kolleger. Eventen var så fuld af engageret snak, at ingen var nødt til at finde på small talk eller opremse trivielle oplysninger om sig selv. Det var ikke nødvendigt at fortælle noget, der var for personligt, og ingen blev bragt i ubekvemme situationer. 

Så nemt kan det være at skabe mere autentisk kontakt på arbejdspladsen. Hvis det at mødes blot handler om at kende en andens navn og stillingsbetegnelse, kan det at skabe kontakt gøres ved at få at vide, at din kollega mener, at citronsnitter er den perfekte kombination af tærte og konsistens. 

At skabe kontakt handler om at komme et niveau dybere. Der er ingen grund til at gemme det til særlig teambuilding-event. Diskussionerne behøver ikke at være dybt personlige eller smertefulde (du behøver ikke at gå i dybden med en persons problemer). Det er ikke et spørgsmål om at gøre det personligt. Det handler om at skabe plads til en persons personlighed.

Lakshmi Rengarajan er workplace connection advisor hos WeWork. Før hun startede hos WeWork, var Rengarajan chef for eventdesign og -strategi hos Match.com, og hun skabte og udviklede Me So Far, som er et offline datingforum, der hjælper singler med at komme fra blot at mødes til faktisk at skabe kontakt.

Er du interesseret i kontorplads? Kontakt os.